Sexarbejde er ikke en seneste nyhed eller en ny lovgivning, der ankommer. Det har været et fænomen i århundreder, og trækkes ofte paralleller fra antikkens græske og romerske æra. Men gennem tiderne har ledere forsøgt at betragte sexarbejdet som noget negativt, både relationelt og kulturelt.
Mellem 2008 og 2014 har lovgivningen ifølge Amnesty International er blevet ændret på en lang række af lande, hvor loven anerkender sexarbejde som værdigt arbejde. Et af de først steder, der har lovgivningen ændret sig for, er New South Wales, Australien, hvor beboere kan betale for seksuelle tjenester uden at risikere repressalier som den anvendelse af love mod børnemisbrug eller prostitutionslove. Ifølge samme rapport øgede antallet af hamrende erhvervsdrivende betydeligt efter dette skift, hvilket tyder på at afkriminalisering har haft en positiv effekt på sexarbejdernes sikkerhed, tryghed, gennemsigtighed og overholdelse af rettigheder.
Mange lande har som regel ikke formelle anbefalinger og retningslinjer, der tilstræber at reducere seksuel vold mod sexarbejdere. Derfor har sexarbejdere ofte ikke juridisk adgang til ydelser og støtte, såsom medico-juridisk beskyttelse, tavshedspligt og adgang til social sikring. Derfor, selv om sexarbejdes misbrug og udnyttelse ofte er center of oppeline, forbliver de stadig uden nogen statslig og politisk betinget beskyttelse.
På trods af den øget kommercielle seksuelle aktivitet, forbliver seksuel og finansiel udnyttelse af frakoblet lovgivning, skatter, social beskyttelse og andre beskyttelsesrettigheder til et minimum. Desuden har lovgivningen lange lange historisk tendens til at modsætte sig sexarbejdere og deres meninger, og har ofte forsøgt at begrænse deres 'sociale omgivelser'.
Selv om lovgivningen har ændret sig på mange måder på de sidste par årtier og flere nationale forskrifter har været baseret på de lokale behov, er der stadig tale om lovgivning af seksuelle tjenester og sexarbejde. På risiko for at blive criminaliserede, mange personer, der praktiserer sexarbejde er ofte nødt til at bevare deres fortsatte tavshed, hvilket ofte tilslører deres risiko for udnyttelse, misbrug og diskrimination.
Ifølge en ny undersøgelse har 23% af sexarbejderne aldrig anmeldt en seksuel misbrug eller udnyttelse. 64% af respondentene var ikke engang sikker på, om deres seksuel og finansielle udnyttelse skulle være therafter. Fremragende 72% af de adspurgte mener, at love, der criminaliserer sexarbejde og har en tendens til at diskriminere sexarbejdere bør ændres.
Uheldigvis, lovene der tilbyder minimum beskyttelse til sexarbejdere, og talanen om endnu lovgivningsændringer, sker oftere i sports arenaer end i samfundene, der inkluderer seksuel arbejdskraft. Dette tyder på, at selv om vi har ændret lovgivningen, har arbejdspladser og organisationers attituder næppe ændret.
En af eksperterne, der har kommenteret seksuel lovgivningen, er Kirsten Engel, Ph.D., Direktør for Institute ofbehov i Arizona Law School, som siger: "Selv Om Lovgivning om Seksuel Aktivitet Bliver ændret, Den Er Bare Den Første Skridt I Retning Af At Beskytte de Udsatte Personer, Der Udøver Sexarbejde. Lovgivning er ikke alt; Arbejdsgivere og lokalsamfund må også kombineres for at forsikre et sikkert miljø for sexarbejdere ".
En anden ekspert, Dr. Rupert Ross, skønhedskonsulent og rådgiver, der også har kommenteret lovgivningen, siger: "Hvis seksuel lovgivning skal ændres, er det vigtigt at det sker i et miljø, der ikke fordømmer sexarbejde, men beder som ægte tilrettelæggelse af arbejde. Det er det bedste skridt for enhver organisation eller lokal samfund for at sikre sexarbejderes deres sikkerhed, tryghed og godt arbejdsmiljø.”
Jeg har personligt været en del af en online platform for seksuelle tjenester og har mødt mange sexarbejdere, der har været på vej mod retten til beskyttelse, repressaliefri arbejde og anerkendelse af rettigheder. Mens vi alle kæmpede for at ændre lovgivningen, blev jeg mødt med helvedet af sådanne usikkerheder og føler en mangel på beskyttelse, der kurne komme med præjudiceret ekspertviden om den globale problematik.
Jeg har altid haft støtte fra mine ligesindede aktivistvenner, og jeg har lært en masse om både historien, de structurale forhold og de problemer, der er forbundet med lovgivningen. Min erfaring har lært mig, at selvom vi gør forsøg på at skifte lovgivning, skal der lidt mere tålmodighed og opmærksomhed bortset fra de lovgivningsmæssige ændringer, der kan være involveret. Vi er nødt til at åbne op for den ændring, vi ønsker at se. Vi må forstå de personer, der engagerer sig i den seksuelle økonomi og ikke dømme dem og gøre det sværere.
Der er mange aspekter af lovgivningsændringer, der er nødvendige for at sikre sexarbejderes sikkerhed. Dette inkluderer f.eks. Hurtigere reaktionstider fra politiet, større accept af seksuelle / genderidentiteter og seksualitet, fri adgang til information, tekniske hjælpemidler og selvforsvar samt besejring af fysiske og mentale seksuelle overgreb og overtrædelser af seksuelle og finansielle rettigheder.
Mange lande har stadig begrænsninger for sexarbejdere til at modtage beskyttelse. Det er vigtigt at forstå hvorfor lovgivningen har forblevet så uændret og forsøger at løse problemet på kort og lang sigt. Ved at forstå den strukturelle årsag til manglen på lovgivninger og ændringer, kan politiske ledere gøre en større forskel for sexarbejderes sikkerhed, tryghed og muligheder for at udtrykke deres rettigheder.
Kultur og tradition har altid haft en indflydelse på lovgivningens struktur. Ifølge en analyse fra 2017 ser det ud til, at lovgivningen ofte skævvredes til fordel for den normale samfundskonformitet, og de generationsmæssige stigende forventninger, som ofte repræsenterer de gamle værdier og overbevisninger.
Derfor har sexarbejdere ofte været udsat for diskrimination og usikkerhed, selv når lovgivningerne er ændret. For at nå det samme mål om sikkerhed og beskyttelse i sexarbejdet, må samfundets kulturelle omgivelser sandsynligvis ændres også. Sexarbejdere bør støttes af, og ikke irettesat af samfundet såvel som lovgivningen.
Mens ændringer i lovgivningen har haft nogen effekt, har organisationer og foreninger også fundet nødvendigt at stå op mod konventionen for at sikre sexarbejdere deres rettigheder. Organisationer som ’La Strada’ og ’Scandi-Aid’ har kæmpet for at øge bevidstheden om love, der criminaliserer seksuelle tjenester og sexarbejde og søger til at støtte deres kammerater og koordinere beskyttelsestiltag både globalt og lokalt.
Dette er vigtigt for sexarbejdere, der søger lovlige og åbne måder at øvelse af deres karriere. Organisationer som disse har ikke kun skabt flere tillidsrum og trygge områder for sexarbejdere, men har også givet dem mulighed for at etablere sig selv som organisationer i sig selv og give fitness bevægelsen og støtte som solidaritet i forhold til deres kammerater.